Du har måske undret dig over, hvorfor vores konger går fra at have navne som Erik, Knud og Valdemar til skiftevis at hedde Christian og Frederik – hvilket de har gjort de sidste 500 år. Svaret er en blanding af tradition og tilfældigheder.

I løbet af 1400-tallet blev det almindeligt at opkalde sønner efter deres bedstefædre i de tyske fyrstehuse. Traditionen slog rod i det danske monarki, da Christian 1. (1448-1481) fra Huset Oldenborg i Nordvesttyskland blev valgt til konge. Han var selv var opkaldt efter sin farfar, Christian 5. af Oldenburg, og videreførte traditionen ved at navngide sine sønner efter deres oldefædre: den ældste Hans (døbt Johannes) efter sin farfar, Johannes af Brandenburg, og lillebroren Frederik efter deres mors farfar, Frederik 1. af Nürnberg.

Hans’ søn blev Christian 2. Men han måtte flygte i eksil, hvorved tronen gik til Hans’ lillebror Frederik 1. Siden da har traditionen med skiftevis Christian og Frederik været fast forankret i kongehuset. Men ikke alle førstefødte kongesønner overlevede til at overtage tronen – og her kom tilfældighederne i spil.

Et godt eksempel er Christian 4., som traditionen tro opkaldte sin førstefødte søn efter sin far, Frederik 2. Desværre døde drengen som lille. Den næste tronfølger blev herefter prinsen Christian. Men Christians store forbrug af alkohol kostede ham livet, før han kunne sætte sig på tronen. Den næste konge af Danmark blev derfor Christian 4.’s tredje søn, som tilfældigvis hed Frederik (3.). 

Hvad angår Frederik 10 afviger mønstret. Han skulle oprindeligt have heddet Christian for at forsætte traditionen med de skiftende kongenavne. Men ifølge Jens Andersens bog Under bjælken ændrede kongeparret mening i sidste øjeblik og valgte navnet Frederik, så antallet af konger med de to navne forblev lige – nemlig ti af hver.