DANMARKS KONGERÆKKE
KONGER OG KRIGE
her kan du læse om 10 gange danske konger har været i kamp for kongeriget
1000
Svend Tveskæg bliver Nordens hersker
Svend Tveskæg ambitioner om at blive Nordens mægtigste vikingekonge bragte ham uundgåeligt på kollisionskurs med en anden stor konge – Norges Olav Trygvason. Deres rivalisering om overherredømmet kulminerede i et dramatisk søslag ved øen Svold, hvor den norske kong Olav faldt i kamp.
Norge blev efterladt kongeløs og opsplittet, mens slaget blev en afgørende sejr for Svend. Med sin største modstander besejret kunne han udvide sine krigstogter og bl.a. erobre England i 1013. Slaget ved Svold kan dermed ses som det vendepunkt, der lagde fundamentet for Danmarks dominans i Norden gennem de næste 500 år.
På det legendariske kongeskib Ormen hin Lange kæmper den norske kong Olav Tryggvason en brav men forgæves kamp mod Svend Tveskægs flåde. Maleri af Otto Sinding.
1157
Kongeslaget på Grathe Hede
Valdemar (den Store) var med nød og næppe undsluppet til Jylland efter det berygtede Blodgilde i Roskilde. Bagmanden Svend Grathe fulgte lige i hælene med sine soldater, fast besluttet på at gøre arbejdet færdigt. På Grathe Hede nær Viborg fandt det skelsættende slag sted. Svends styrker led et sviende nederlag, og Sved blev efterfølgende dræbt af lokale bønder.
Sejren gjorde Valdemar til enekonge. Dette indledte en næsten 100 år lang periode som i danmarkshistorien kaldes Valdemarernes Storhedstid. Det skyldes, at kongemagten i landet blev styrket og mere velorganiseret, bl.a. ved udstedelsen af Jyske Lov. Samtidig voksede riget, og der skabt fred udadtil med en endegyldig sejr over Venderne, der i årevis havde hærget landet fra syd.
Det sidste og afgørende slag i borgerkrigen om kongemagten mellem Svend og Valdemar fandt sted på Grathe Hede uden for Viborg. Den slagne Svend fik senere sit tilnavn Grathe efter heden.
1169
Valdemar den Store og vendertogterne
Valdemar (den Store) var med nød og næppe undsluppet til Jylland efter det berygtede Blodgilde i Roskilde. Bagmanden Svend Grathe fulgte lige i hælene med sine soldater, fast besluttet på at gøre arbejdet færdigt. På Grathe Hede nær Viborg fandt det skelsættende slag sted. Svends styrker led et sviende nederlag, og Sved blev efterfølgende dræbt af lokale bønder.
Sejren gjorde Valdemar til enekonge. Dette indledte en næsten 100 år lang periode som i danmarkshistorien kaldes Valdemarernes Storhedstid. Det skyldes, at kongemagten i landet blev styrket og mere velorganiseret, bl.a. ved udstedelsen af Jyske Lov. Samtidig voksede riget, og der skabt fred udadtil med en endegyldig sejr over Venderne, der i årevis havde hærget landet fra syd.
Valdemar den Store og Biskop Absalon overværer, at den store træfigur af vendernes firhovede gud, Svantevit, slæbes bort for at blive hugget til brænde. Maleri af Laurits Tuxen, 1894.
1219
Dannebrog giver Valdemar Sejr’en i Estland
Med pavens velsignelse drog Valdemar Sejr i 1219 på korstog til Estland for at kristne de hedenske folkeslag i Baltikum. Om morgenen den 15. juni gik den danske flåde i land ved Lyndanise – i dag kendt som Tallinn. Mens hæren slog lejr, blev den ved mørkets frembrud overrasket af et estisk angreb. Ifølge sagnet var danskerne hårdt presset og tæt på nederlag, da et rødt flag med et hvidt kors – Dannebrog – pludseligt dalede ned fra himlen og vendte krigslykken.
Efter sejren blev det nordlige Estland lagt under den danske krone, indtil Valdemar Atterdag solgte besiddelsen i 1346 til Den Tyske Orden. For at mindes slaget i Estland og Dannebrogs fald fra himlen er den 15. juni gjort til en officiel flagdag med navnet Valdemarsdag.
Biskop Peder Jacobsen viser Valdemar Sejr Dannebrog, der falder fra himlen. I baggrunden hjælper to munke biskop Anders Sunesen med at holde hænderne strakt i bøn om guddommelig hjælp. Maleri af Christian Lorentzen, 1809.
1471
Christian 1. mister sine tænder ved Brunkebjerg
Christian 1. blev i 1457 valgt til konge af Sverige og formåede herved at genoprette Kalmarunionen. Men i Sverige ulmede utilfredsheden med det danske overherredømme, og der udbrød til sidst et oprør ledet af den svenske adelsmand Sten Sture den Ældre. Ved byen Brunkebjerg nær Stockholm led Christian 1. nederlag til en talmæssigt overlegen oprørshær og måtte trække sig tilbage til Danmark.
Slaget ved Brunkebjerg kan ses som et vendepunkt i svensk historie, da det bliver startskuddet til en ny æra, hvor Sverige i de næste 230 år vokser til Nordens ubestridte stormagt. Først efter slaget ved Poltava i 1709 under den Store Nordiske Krig overtages pladsen som den dominerende magt i Østersøen af Rusland.
Sten Sture den Ældre ankommer til Stockholm efter sejren over Christian 1. ved Brunkebjerg. Maleri af Georg von Rosen, 1864.
1500
Kong Hans og den Sorte Garde
I et forsøg på at undertvinge de oprørske ditmarskere indledte kong Hans et felttog med 10.000 soldater – herunder en deling frygtede tyske lejesoldater kaldet den Sorte Garde. Den selvsikre invasionshær ledte dog et katastrofalt nederlag ved Hemmingstedt. Efter samme strategi som grækerne ved Thermopylæ i år 480 f.Kr havde ditmarskerne lokket fjenden ind på en snæver markvej gennem et sumpområdet, hvor de havde forskanset sig bag en jordvold.
Efter et fejlslagent angreb gik de tungt udrustede lejesoldater gik i panik og mange led druknedøden i forsøget på af flygte gennem sumpen. Ifølge sagnet blev Dannebrog, som faldet ned fra himlen i Estland i 1219, erobret af ditmarskerne og først leveret tilbage i 1559, hvor den senere gik til grunde i Slesvig Domkirke.
Den tungt udrustede invasionshær marcherer i tæt formation på en smal markvej gennem det oversvømmede landsskab. Længere fremme har ditmarskerne blokeret vejen med en jordvold. Maleri af Max Koch.
1570
Frederik 2. går i krig for tre kroner
I begyndelsen af 1560’erne ulmede rivaliseringen mellem de unge og stridslystne konger Frederik 2. af Danmark og Erik 14. af Sverige. Begge ville dominere Norden og Østersøen, og en symbolsk konflikt om våbenskjold blev gnisten, der antændte krigen: Frederik ville bruge Sveriges tre kroner, mens Erik ville inkludere Danmarks tre løver og Norges løve.
I 1563 førte denne provokation til Den Nordiske Syvårskrig – en af de mest ødelæggende og nyttesløse krige mellem de to riger. Efter syv års udmattende krig sluttede stridighederne i 1570 uden en egentlig sejrherre. Sverige blev dog pålagt en stor krigsskadeserstatning, hvilket nærede et dybt had til Danmark og banede vejen for de næste århundreders konflikter mellem de to lande.
Genereal Rantzau leder en den danske hær i bøn inden slaget ved Axtorna i Halland den 20. oktober 1565, hvor en overlegen svensk hær blev besejret. Tegning af Rasmus Christiansen.
1644
Christian 4. opildner til kamp på Kolberger Heide
Du har sikkert set det ikoniske billede af Christian 4., som han er gengivet af maleren Wilhelm Marstrand i 1865. Billedet viser kongen om bord på sit flagskib Trefoldigheden under det store søslag mod den svenske flåde ved Kolberger Heide i april 1644. Under heftig beskydning faldt Christian 4. pludselig blødende om ramt af sprængstykker. Man troede ham død, men han rejste sig resolut og opildnede til fortsat kamp, selvom han havde mistet synet på sit højre øje.
Slaget endte uafgjort, men gav Danmark et kortvarigt pusterum i Torstensonfejden, idet svenskerne blev forhindret i at landsætte tropper på Sjælland. Et halvt år efter slaget led Chritsian 4. dog et svigende nederlag til den svenske flåde ved Fermen, hvorefter kongen måtte indgå en ydmygende fredsaftale og afstå store landområder.
Christian 4. opildner til videre kamp mod den svenske flåde. Kongens blodplettede tøj fra dette berømte øjeblik er i dag udstillet på Rosenborg Slot. Maleri af Wilhelm Marstrand, 1865.
1659
“Jeg vil dø i min rede”
Frederik 3. indledte i 1657 en revanchekrig mod Sverige for at genvinde de landområder som sin far, Christian 4., havde tabt i Torstenssonfejden 20 år tidligere. Karl Gustav-krigene, opkaldt efter den svenske konge, gik dog katastrofalt for Danmark, som var tæt på det totale sammenbrud. I vinteren 1659 havde svenskerne omringet København, og voldanlægget var det eneste, der holdt Danmark sammen som selvstændig nation.
Bag voldene havde Frederik 3. forskanset sig. Her opnåede han stor popularitet ved at blive i den belejrede by og opildne til kamp i stedet for at flygte. Med hjælp fra borgere, studenter og hollandske matroser lykkedes det at afvise det svenske stormangreb på byen om natten til den 11. februar 1659, hvorefter der blev indgået en fredsaftale. Krigen fik enorm indenrigspolitisk betydning, da sejren ansporede Frederik 3. til at indføre enevælden.
De københavnske borgere var forberedt, da de svenske soldater indledte deres stormløb på København natten til den 11. februar 1659. Maleri af F. C. Lund fra, 1880.
1801
Da Frederik 6. blev udsat for en krigslist
Under Napoleonskrigene var briterne blevet godt trætte af Frederik 6 og den danske handelsflåde, som insisterede på retten til at handle med briternes ærkefjende, Frankrig. I et forsøg på at tvinge danskerne ud af Det væbnede neutralitetsforbund blev København i den 2. april 1801 angrebet af den mægtige Royal Navy.
Mod al forventning holdt de danske flådebatterier stand og påførte briterne store tab. Efter mange timer kamp var briternes næstkommanderende, Horatio Nelson, bekymret for den manglende fremgang og tyede derfor til et andet middel – krigslist. I et brev til den danske konge truede han med at afbrænde tilfangetagne danske skibe med deres mandskab, selvom disse skibe stadig var i kamp. Tricket lykkedes, og Frederik 6. indvilligede i at stoppe kamphandlingerne.
Frederik 6. modtager den engelske parlamentær, som overrækker danskerne et brev fra den berømte admiral Nelson med tilbud om våbenstilstand. Maleri af C.A. Lorentzen, 1802